Spar med omtanke

Vi bliver altid spurgt om, hvor vi vil spare. Spørgerne lyder altid som om, alt jo er prøvet, men man skal vel nærmest være opfostret i det offentlige, for at have den holdning.

En meget enkel måde at spare, er simpel mådehold og omtanke.

Alle, der på den ene eller anden måde får deres penge fra en offentlig kasse, må og skal have det grundsyn, at alle penge, der bruges, er andre menneskers penge.

Jeg differentier ikke mellem kontoransatte, borgmestre eller ministre. Fælles for dem er, at hver gang de bruger mere end nødvendigt, er det dine og mine penge, de bruger.

Om det er et overdådigt maleri til kontoret, en statue på torvet eller en studietur til Canada for Børne – og Skoleudvalget.

Det er ikke et spørgsmål om, at udviklingen skal gå i stå, men en helt basal holdning, som kan koges ned til, at hvis ikke jeg vil købe det med mine egne penge, skal jeg heller ikke bruge andre menneskers penge til det. Meget unødigt fråds kunne undgås med så simpel en grundholdning.

Her kan i øvrigt indskydes, at der findes rigtig mange fortrinlige private grundskoler i Danmark, som folkeskolerne kunne lære meget af, men måske det er knap så spændende at besøge Køge..