Mens vi venter

Har denne fornemmelse af at befinde mig i orkanens øje. Kommunalvalget er overstået. Et ganske flot valg for Liberal Alliance, der markerede, at partiet nu er et rigtigt parti med byrødder og det hele. Forude venter – om ikke så længe endda – et folketingsvalg. Det føles som en venteposition, hvor vi blot afventer, at dette rædselsscenarie med Socialdemokratiet, og ikke mindst Helle Thorning, er overstået. Men hvad så, når de ‘blå’ igen skal styre landet? Hvor stor forskel vil det reelt betyde? En ting er, at jeg tror på, at vi falder til ro. Trygge ved, at det de siger, de vil gøre, også er det, de rent faktisk gør. Men det er jo bare ikke nok. Vi får ikke vendt denne synkende skude, som landet er, blot ved at ændre farven. Hvordan ændrer vi vores fald ned af ranglisterne, så vi måske med tiden igen kan blive et af de rigeste lande?

Siden 1970 er antallet af offentligt ansatte vokset fra 382.000 personer til 834.000. Antallet af modtagere af overførselsindkomst er vokset fra 819.000 personer i 1970 til 2.105.000 personer i 2013.

(tal fra CEPOS)

Det er de tal, der skal ændres drastisk på. Vi kan ikke leve med, at andelen af offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomst tilsammen nu udgør 66,9% af befolkningen (+18 år). Den arbejdende del af befolkningen kan ikke være tjent med at skulle forsørge så mange mennesker. Er danskere ramt af en kollektiv sygdom, som er begrænset til dette land? Hvorfor er så mange danskere på overførselsindkomst? Vi ved, at der er arbejde at få, vi ved det, for vi hører jo hele tiden fagbevægelsen råbe op om østarbejdere, der kommer og ’stjæler’ vores arbejdspladser. Hvis der ikke var nogen arbejdspladser, var der i sagens natur heller ikke noget at stjæle.

For så vidt angår de offentligt ansatte, hvad er det så helt nøjagtigt, de laver? Hvorfor er der behov for mere end 100% flere nu, end der var for 40 år siden? Liberal Alliance taler om, at vi kan sænke det offentlige forbrug. LA har aldrig talt om at afskedige 50% af de offentligt ansatte, så vi kom bare i nærheden af 1970-niveau. Ikke desto mindre lyder der et ramaskrig fra såvel de røde som de blå. “Mennesker vil dø i gaden” og “Amerikanske tilstande”. Mig bekendt blev jeg ikke født i USA. Mig bekendt kunne jeg både komme i børnehave, skole og på hospitalet – også der i 70’erne.

Ét skridt i den rigtige retning ville være at hæve beskæftigelsesfradraget betydeligt. Det kan have én af to konsekvenser; Man kan enten sænke bruttolønnen, så den kommer i nærheden af vores nabolande. Det vil igen betyde, at arbejdsgiveren kan ansætte flere for de samme penge, som betyder, at der skabes flere arbejdspladser. Alternativt kan bruttolønnen blive på samme niveau. Det vil ikke hjælpe de virksomheder, der er i direkte konkurrence med vores nabolande (f.eks. slagterier), men det vil give flere penge mellem hænderne hos lønmodtagere, som – forhåbentlig – vil øge forbruget og dermed skabe mere efterspørgsel efter arbejdskraft.

Sidst, men ikke mindst, vil en forøgelse af beskæftigelsesfradraget betyde et større incitament for at tage et arbejde, da forskellen mellem offentlig forsørgelse og reel beskæftigelse øges. Og det er nok her, de andre partier står af. Uligheden mellem mennesker i arbejde og mennesker udenfor arbejdsmarkedet vil øges. Og da mantraret er “Hvad ikke alle skal få, skal ingen have”, dør idéen her.

Tilbage står vi med at land, der bliver fattigere og fattigere i lighedens hellige navn.

[adsenseyu3]