Konservative står bag rød blok

I september måned lød overskriften

Rød blok står bag Morten Slotved

(Se http://stine.darmer.dk/?p=1418)

Siden da har jeg oplevet mange spændende ting indenfor politik – og specielt Konservative i Hørsholm. Min påstand er, at det er lige omvendt; Konservative står bag rød blok.

Skulle man lytte til borgerne ville Venstre, som det klart næststørste parti i kommunen, indtage viceborgmesterposten, men skulle jeg komme med et kvalificeret gæt, ender vi med at se Henrik Klitgaard som viceborgmester – Henrik Klitgaard (R) klarede ved valget at komme ind som det næstmindste parti kun undergået af Borgerlisten, som var enkelte stemmer fra at ryge helt ud.

Det burde ligge lige for, at give viceborgmesterposten til Venstre, men da borgmesteren i Hørsholm har sin egen post mere kær end tankerne på borgernes ønsker, tør han ikke andet end spille efter rød pibe – og derfor går posten til Klitgaard.

Jeg kunne tage fejl, borgmesteren kunne besinde sig og vælge at lytte til – ja, vælgerne – og lade posten gå til Venstre. Skulle det ske giver jeg gerne borgmesteren en officiel undskyldning. Det bliver spændende at se på tirsdag, når konstitueringen officielt falder på plads.