Frivillig tvang..?

Da jeg var barn levede jeg højt på foreninger og dyrkede al den sport, jeg kunne komme i nærheden af. Privilegeret med en kommune, hvor der var mulighed for at dyrke de fleste sportsgrene.

I klubberne, foreningerne, blev der arrangeret turneringer og events både i ind- og udland. Vi spillere, medlemmerne, løb borgerne på dørene og solgte alt fra lotterisedler til juletræer i jagten på støtte til disse arrangementer. Vi kontaktede de lokale erhvervsdrivende for at sikre os sponsorater, træningsdragter, tasker. Alt, vi kunne få fingrene i.

Kommunen er den samme, men noget har ændret sig.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har åbnet døren og en flok unger har stået og forsøgt at få mig til at støtte en lokal forening. Hvornår jeg er blevet kontaktet af en idrætsforening, som ønskede støtte til en tur til Horsens.

Er vores børn så forkælede, at de ikke gider bruge tid på indsamlinger? Eller sker der automatisk det, at lysten til at gøre noget som frivillig ganske enkelt fordamper i takt med at kommunen blander sig? Jeg tror mere på sidstnævnte.

Vi har en fantastisk stærk og unik foreningskultur i Danmark. Frivillige, der gang på gang viser, at de kan gennemføre imponerede projekter, hvis bare de får lov at agere selvstændigt og ikke være genstand for politikeres fnidder.

Samtidig er jeg er overbevist om, at der er rigtig mange af kommunens borgere, der ønsker at støtte op om den lokale idræt, men det må og skal være den enkelte borgers ret selv at bestemme hvor meget, hvornår og hvem, borgeren ønsker at give sin støtte til.

Med den rigtige kombination kan idrætten igen blomstre i Hørsholm kommune.